Når belastningen bliver langvarig – hvordan finder du ro og trivsel?
Hvordan passer du på dig selv, når hverdagen bliver ved med at kræve mere, end du har overskud til?
Nogle belastninger går ikke over efter et par uger eller måneder. De kan vare i årevis.
Måske er du pårørende til et menneske, der har brug for din hjælp. Måske arbejder du på en arbejdsplads, hvor sygdom, ubesatte stillinger eller travlhed betyder, at du og dine kollegaer konstant skal løbe stærkere.
Du bliver ved med at tænke: Lige om lidt bliver det bedre. Lige om lidt får vi mere luft.
Men hvad gør du, når det øjeblik bliver ved med at udeblive?
Når belastningen bliver et vilkår i hverdagen, er det nødvendigt at finde nye måder at være i den på.
At finde hvile midt i belastningen
Dette kursus handler om, hvordan du kan skabe mere ro, overskud og trivsel i en hverdag, hvor belastningen ikke nødvendigvis forsvinder.
Det handler ikke om at lære at holde til mere og mere. Det handler om at forstå den situation, du står i, og få konkrete redskaber til at passe på dig selv, så du ikke bliver slidt ned undervejs.
På kurset arbejder vi blandt andet med:
-
At forstå langvarig psykisk belastning: Hvad sker der, når vi gennem længere tid lever med krav, der overstiger vores overskud?
-
At finde hvile i en krævende hverdag: Hvordan skaber du plads til restitution, selvom situationen ikke ændrer sig lige foreløbig?
-
At forebygge stress og nedslidning: Hvordan genkender du dine belastningssignaler og handler på dem i tide?
-
At få nye perspektiver på opgaverne: Hvordan forholder du dig realistisk til et opgaveomfang, der kan virke uoverskueligt?
-
At skabe trivsel under svære vilkår: Hvordan finder du handlemuligheder og små åndehuller, også når du ikke selv kan ændre de ydre omstændigheder?
Hvem er kurset for?
Kurset henvender sig til medarbejdere, der gennem længere tid oplever psykisk belastning – enten i deres arbejdsliv eller privatliv.
Det kan eksempelvis være medarbejdere, der er pårørende, arbejder under vedvarende tidspres eller oplever gentagne perioder med underbemanding og høje krav.
Kurset kan også afholdes med deltagelse af ledere, som ønsker bedre forståelse for, hvordan de kan støtte medarbejdere i langvarigt belastende situationer.
Målet er ikke, at du skal kunne klare det hele. Målet er, at du får redskaber til at passe på dig selv og finde mere ro og trivsel – også når livet er svært